"I skal aldrig blive glemt".
I år er det 50 året for Danmarks befrielse. Det var det år, hvor alverdens blev befriet for den nazistiske pest og
menneskelig terror. Det var det år, hvor folk med forskellige samfundsmæssige positioner gav løfter til højrer og venstre om, at ingen skulle blive glemt.
Især for søfolkenes vedkommende
var der faktisk ingen smalle steder, hvad lovord og gyldne løfter angik. Det lød jo smukt, men det blev kun ved lovord. De usle og lands forrædderiske karle på Christiansborg søgte ikke om syndsforladelse for deres samarbejde
med Hitlers besættelsesmagt. Alle de kønne løfter til søens folk blev på det groveste svigtet fra de politiske partier på Christiansborg.
Da fredsrusen efter et års tid havde
lagt sig, blev det hverdag, og regeringen satte ind for at afkræve de hjemvendte søfolk, som i 5-6 år havde været afskåret fra familien, de penge, som hustruerne, havde modtaget til opretholdelse af livet, medens forsørgeren
kæmpede sammen med de allierede, så Danmark kunne blive et frit land.
Endelig kom den store og alt ofrende gestus fra samfundsmagten - efter endeløse diskussioner med myndigheder, Københavns kommune og
søfartsorganisationerne .
Københavns kommune ønskede helst, at et Mindesmærke blev, placeres udenfor byen.
Skibsreder Knud Lauritzen var en af de ihærdigste
og varme fortaler for at Fregatten Fyn`s gamle stokanker skulle placeres der, hvor Frihedskampens venner den 26. september havde rejst et 10 meter højt kors, foreløbig af en simpel træsort, idet man håbede på, at en landsindsamling
ville indbringe så mange penge, at man kunne rejse et Marmor kors, hvor de mere end 2000 søfarende, der havde mistet livet under krigen, kunne få deres navn indhugget som et varigt tegn på evig taknemmelighed. (de var jo Danmarks
første frihedskæmpere) Det var en smuk og velmenende tanke, men det blev kun ved håbet. I stedet blev det kun til en beskeden mindesten ved Holmens kirke og et bidrag på 500.000 kr til hjælp til et Sømændenes
Minde Hotel.
Det var ikke meget man ville ofre på indsatsen for et varig minde, stort set det samme som de meninger, der er kommet til udtryk hos de mange ækle og uanstændige historiker, som Ditlev Tam,
Åge Trommer, Chr. Bjerg med flere, som kan blive ved med at sælge deres særdeles sminkede fortællinger, disse elitemennesker indenfor moderne historieforfalskning.
Det er hårde ord sagt på mange
søfolks vegne om personer, der som mennesker privat kan være både gode og hæderlige. Men det er udtryk for vores samfunds indretning , der har gjort dem til akademiske systemløgnere, når de kan få en Doktor grad
for at negligere frihedskampens ofre, og skrive tykke bøger om militæret og politiets "gloværdige" indsats under krigen, når den pure sandhed er, at de menige soldater den 9. april 1940 græd i lutter harme over, at deres
officerer forbød dem at skyde på fjenden.
Ingen vil vel påstå, at dette Sømændenes - Minde Anker anbragt på en sokkel ved Nyhavns hoved, på nogen måde virker pompøst.
Ved en minde højtidelighed, hvor Englands marine minister var til stede sammen med Royal Air Force`s orkester, blev der til pressen udtalt stor forundring over den fattige måde, hvormed den Danske stat og samfundet mindes de over 2000 krigssejlads
ofre.
Vi gamle krigssejlere, der snart er en uddød race er tilbøjelig til at mene, at det ikke er her, de omkomnes sande minde skal søges, men i livet hos de mænd og kvinder, der holder fast ved de idealer,
for hvilke vore søfarende døde.
Men alligevel har ankeret altid været sømandens mærke og håbets kendetegn, og i al sin spartanskhed kan vi søfolk, der overlevede og husker og til tider
plages af grusomhederne efter torpedering, minesprængning og konvoj sejlads, trods alt fryde os over, at mindesmærket fik sin plads, godt nok mellem to lokummer, men nær ved havnen og midt i Københavns pulserende liv. Mange med tilknytning
til søfart betragter stedet som deres egen helligdom.
To ting vi gamle orlogsgaster kan være stolte over er, at det blev et marineanker fra Holmen, oven i købet fra den gamle fregat "Fyn", som i mange år
blev brugt som kasserne skib, hvor mange gamle Marineforenings - medlemmer har haft logi, at dette over 100 år gamle Stokanker nu skulle komme til ære og værdighed som minde om de Danske søfolk, der gik til. Den anden ting er, at hovedtalen
ved afsløringens højtidelighed blev holdt af vores højt respekteret Viceadmiral Wedel, en af de få Officerer, hvis fortid ikke var plettet og falmet i skammen over samarbejdet med besættelsesmagten. Manden der reddede
Danmarks ære den 29.8.1943 ved at give ordre om flådens sænkning, en handling der gik hele verden rundt og blev en af årsagerne til, at Danmark blev anerkendt som allieret med de frie nationer, der bekæmpede nazismen. Flådens
sænkning blev opfattet af de allierede som dagen, hvor Danmark endelig viste verden, hvem de holdt med. Dagen blev også afgørende for, at England besluttede, at Danske handelsskibe i allieret fart under Engelsk flag, fra juledag 1943 fik
lov at sejle med Dannebrog under gaflen, den bedste julegave den Danske sømand nogensinde har fået.
Lad os slutte mindet om 50 året, med at sige som Winston Churchill,
" Aldrig har så mange haft så få, at takke for så meget" "
og vi kan tilføje, både dem som kom hjem,
og i særdeleshed de som blev derude.
Jacob E. Frederiksen.
Jeg arvede alle Jakob`s bøger og de mange hefter han skrev om krigssejlerne 1939 - 1945 om de uretfærdigheder de danske Søfolk blev udsat for efter de vendte hjem til Danmark hædret med medaljer af de Allierede. Den
danske regering mente åbenbart ikke det var værd at hædre disse brave mænd på trods af de var stærkt medvirkende til vi til sidst blev godtaget som Allieret. Der blev ikke fra Dansk side givet nogen form for hæders
tegn, Danmark var jo ikke i krig.